Et univers af kreativt design

Annemette Voss har skabt en række unikke og farverige produkter til hjemmet med alt fra kunstneriske plakater til kreative notesbøger med håndtegnede illustrationer.
All by Voss
Du kender hende måske som vinderen af Den store bagedyst, kogebogsforfatter eller som tilbagevendende kok i Go’ morgen Danmark. Annemette Voss er på mange måder drevet af kreativitet i alt, hvad hun foretager sig. Og med sin bachelor i arkitektur fra Det kongelige Danske Kunstakademi var det kun naturligt, at kreativiteten endnu en gang kom ind i hendes liv. Denne gang blev det til universet ‘All By Voss’ med håndtegnet interiør af blandt andet farverige plakater, notesbøger og kort med fine, finurlige illustrationer, der tilfører hjemmet personlighed og fantasi.
“Det er så meget i mit DNA at være kreativ. Jeg er vokset op i en kreativ familie med forældre, der havde reklamebureau i mit barndomshjem, og så er jeg uddannet arkitekt. Jeg har altid haft en kæmpe glæde i kunst og har altid vidst, at jeg skulle skabe noget fysisk, der kan holdes i hænderne. Om end det er en kogebog, bygningstegning eller at male et billede,” fortæller Annemette.
PostkortNotesbog
Et kreativt univers
Høj æstetisk sans, legende farver og personlige detaljer er det, der kendetegner Annemette Voss’ unikke, håndtegnede boliginteriør. Det hele begyndte under lockdown i december 2020, hvor Annemette satte de første streger på papiret efter en lang pause.
“Inden nedlukningen savnede jeg at arbejde med andet end kage, så jeg gik i gang med at tegne igen. Jeg begyndte at male nogle kvindeansigter, som taler ind i tidens debat om ligestilling og kvindepower. Det var 18 år siden, jeg sidst havde malet, og da jeg viste det frem på min Instagram, tog folk rigtig godt imod det. Det var et akrylmaleri af plakaten ‘Beautiful Blue’, der startede hele universet,” forklarer hun.
All by Voss
Akrylmaleriet af kvindeansigtet ‘Beautiful Blue’ blev altså startskuddet for virksomheden og med sin Instagram som kompas, fik hun hurtigt feedback på sine unikke tegninger. Eksempelvis blev hendes stjernetegnsserie ‘Zodiacs’ skabt ved lidt af et tilfælde, da hun tegnede en løve i fødselsdagsgave til sin astrologi-interesserede veninde. Annemette delte billedet af løven på sin Instagram og oplevede stor interesse fra sine følgere - og inden hun vidste af det, blev Zodiacs hendes største akvarelserie bestående af både silketørklæder, notesbøger og plakater.
All by Voss
“Mine produkter har et meget personligt udtryk, da de er malet i hånden. Jeg ville gerne lave et lidt finurligt univers, som man kunne studse lidt over og kigge på en ekstra gang. Jeg fandt gradvist min egen streg og farveunivers, selvom det var flere år siden, at jeg sidst havde malet. Jeg kan huske, at sidst jeg malede var i Den store bagedyst, hvor jeg i fri hånd malede med vandfarver direkte på kagens overflade. Det synes kameraholdet var ret vildt,” fortæller Annemette.
Postkort
En familievirksomhed
Annemette driver ikke sin virksomhed alene, selvom det er hende, der tegner alle illustrationerne i hånden og får ideerne. For sammen med sin mand, mor og søn driver hun ‘All By Voss’, hvor hun tilbyder alt fra plakater, notesbøger og kort til tørklæder, kogebøger og gavepapir. All By Voss er altså en familievirksomhed  ligesom Sinnerup, og det var blandt andet en af grundene til, at valget faldt på Sinnerup som forhandler.
“Vi skal kunne spejle os selv i vores forhandlere, og det kan vi med Sinnerup, da de har en stilsikker tilgang og gode priser, som folk kan være med på. Sinnerup er en familievirksomhed, og derfor føles det også mere nært for os. Vi ved, hvem de er. Og så er Sinnerup bare en lækker butik med produkter, der passer ind i mit eget hjem og DNA,” forklarer Annemette og tilføjer:  
 
“Vi vil gerne være tæt på vores kunder og lytte til dem, så vi kan lave interiør med en høj æstetisk, som taler til folk. Gennem Sinnerup kan vi også få en fornemmelse for, hvad folk synes om vores produkter.”
Notesbog
Tilbage til rødderne
All By Voss bliver forhandlet på sinnerup.dk og i udvalgte Sinnerup butikker: Aarhus, Odense og Vejle. Og netop Sinnerup Vejle har en plads i Annemettes hjerte, da hun er vokset op i byen og stadig genkender mange fra den tid. Det var her, hendes kreativitet og interesse for kunst begyndte - og med en far, der er uddannet tegner fra Det Kongelige danske Kunstakademi, fik hun en stor forståelse for æstetik. 
 
“Vejle er særlig, fordi det er min barndomsby. Jeg har siddet på mit værelse og tegnet, mens mine forældre havde reklamebureau inde ved siden af. Det betød, at jeg havde fri adgang til tryksager, farver og papir, så jeg tegnede meget. Jeg kan huske, at jeg især forsøgte at tegne kvinderne på forsiden af Femina, hvor jeg øvede mig i at lægge skygger. Det gav mig en god forståelse for kvaliteten af papir og farver, og derfor er alle mine kort og plakater også lavet på lækkert papir med en blød overflade,” fortæller hun og tilføjer:
 
“På den måde kan man sige, at jeg er vendt tilbage til Vejle, hvor det hele startede. Fra jeg sad og tegnede på mit værelse som 6-årig til nu, hvor mine produkter pludselig hænger på et stativ i én af Vejles bedste bolig- og livsstilsbutikker.”
Postkort