Julebag med Nip: Julemazarin med appelsin og chokolade

Julehyggen er over os, og derfor har dygtige Nip fra “Den Store Bagedyst” 2017 lavet en lækker opskrift på en julekage. Her får du opskriften, hvor Nip guider dig til den perfekte julemazarin med appelsin og chokolade.

I 2017 deltog Nip i det populære program “Den Store Bagedyst” på DR1 og senere igen i “Den Store Jule- og Nytårsbagedyst”, hvor hun vandt hele programmet. I dag bager Nip masser af smukke kager og andre lækre desserter, som hun deler billeder og opskrifter af på sin instagram og blog. Læs med her og få opskriften på en skøn julekage.

Julemazarin (ca. 8-10 personer)

160 g marcipan (groftrevet)
160 g smør (blødt)
160 g sukker
2 tsk vaniljesukker
3 æg
80 g hvedemel
1 nip salt
Fintrevet skal af 1 økologisk appelsin + 1/2 økologisk citron
1/5 dl friskpresset appelsinsaft
Evt. en lille håndfuld hakket mørk chokolade

Fremgangsmåde
1)Tænd ovnen på 180 grader (konventionel ovn)
2)Pisk marcipan, smør, sukker og vaniljesukker sammen til en lys og luftig masse.
3)Pisk ét æg i dejen ad gangen. Sigt hvedemel og salt i dejen og pisk også det med.
4)Tilsæt fintrevet appelsinskal, citronskal og friskpresset appelsinsaft til dejen. Pisk det forsigtigt i.
5)Vend til sidst en lille håndfuld hakket mørk chokolade i dejen.
6)Hæld dejen i silikoneformen og bag kagen i ca. 40-45 min.

Tjek med en tandstik / kødnål eller lignende om kagen er færdigbagt.
Lad kagen blive helt kold, før du vender den ud af formen.

Topping

75 g hakket mørk chokolade
75 g piskefløde
+ dekoration: Fx. dronningemandler, usaltede pistacienødder og spiseligt guldstøv

Fremgangsmåde
1) Smelt forsigtigt chokoladen i en skål over vandbad.
2) Tilsæt fløden og rør det sammen til en homogen chokoladeganache.
3) Fyld det på en lille hældeflaske eller en sprøjtepose.
4) Lav chokolade drip langs siderne og smør det resterende på toppen af kagen.
5) Pynt med den slags topping, som du bedst kan lide.
bag kage med Nipbliv inspireret med Nip